| Vestervig Kloster - En kærlighedstragedie | |
| På
Vestervig kirkegård ligger en dobbelt, romansk gravsten, og under den
er ifølge sagnet Valdemar den 1.' søster Liden Kirsten og Prins Buris
begravet.
Stenen findes ud for kirkeskibets norddør
og det er skik at brude efter vielsen lægger deres buket til parret,
der elskede hinanden så højt, men først i døden forenedes. |
 |
| Medens kongen var
i felten, indledte Prins Buris et forhold til hans søster, og det endte
med at Liden Kirsten blev frugtsommelig. Da Valdemar vendte hjem og
opdagede hvad der var sket, dansede han Liden Kirsten ihjel, medens han
lod øjnene udstinge på prinsen og kastede ham i fængsel. Liden Kirsten blev begravet på Vestervig klosters kirkegård og nogle år senere, da kongens vrede var kølnet lidt, lod han prins Buris flytte til Vestervig, hvor han hensattes i et tårn, der vendte ud mod kirkegården. Han var bundet om livet med en jernlænke og den var så lang, at han kunne nå hen på sin elskedes grav, som han besøgte hver dag. Dronningen, som var søster til Buris, havde altid hadet Liden Kirsten og viste engang sin hån ved at ride over hendes grav. Stenen var dog ikke så hård som dronningens hjerte, hestens hov satte et kendeligt mærke i den. Da prins Buris døde, blev han gravsat i forlængelse af Liden Kirsten og hermed var en såre bedrøvelig kærlighedsaffære slut. Gravstedet kan i dag beses på Vestervig kirkegård nord for indgangen til kirken. Det fortælles, at paven lod grundlæggeren af Vestervig kloster, Sct. Thøger helgenkåre og hans jordiske rester blev, som skik og brug var, fremdraget fra jorden og blev ved en højtidelighed nedlagt i et helgenskrin. Det skal angiveligt være sket i 1117. Sct. Thøger var imidlertid ikke tilfreds, for en nat åbenbarede han sig for præsten ved kirken. Han trak stærkt på det ene ben og sagde, at skavanken skyldtes at man havde glemt en af hans knogler i jorden, da man gravede ham op. Det blev naturligvis rettet, og Sct. Thøger følte sig ikke foranlediget til at spøge mere. Bispen havde imidlertid nægtet at være til stede ved Thøgers helgenkåring og da højtideligheden var overstået, kom han til Vestervig, hvor han fik helgenskrinet åbnet. Så tændte han et bål på gulvet og smed en af Thøgers knogler i ilden åbenbart i den hensigt efterhånden at tilintetgøre hele skelettet. Men hvad skete ? - knoglen sprang af sig selv ud af ilden og landede på alteret. Endnu engang forsøgte bispen sig, men da resultatet blev det samme, bøjede han sig for Thøgers hellighed. Sandt at sige, er det dog yderst tvivlsomt, hvorvidt Thøger nogensinde blev helgenkåret, men for den danske befolkning stod han som en helgen og især i Nørrejylland dyrkedes han. Vestervig kloster vest for Hurup i Thy var i 1110 et augustinerkloster og ca. 1160 opførtes kirken. 1440 kom et firefløjet klosteranlæg til. Det afbrændtes delvis i 1534. I 1660-erne nedbrød man klosterbygningerne, og en trefløjet hovedbygning opførtes, den brændte i 1703. I 1732 - 52 opførtes en trefløjet toetagers hovedbygning, i 1838 rev man den ned og gården blev delt. Nu står kun kirken tilbage - stærkt restaureret. I klosterkirken hørte man ofte et lille barn græde og klage, ja, det blev nogle gange så slemt, at præsten måtte afbryde prædiken. I midten af forige århundrede hændte det imidlertid, at et stykke af kirkemuren nær det sydøstlige hjørne i skibet, skred ud og indenfor viste der sig et lille firkantet rum på hvis bund lå en hob aske og nogle små ben. Distriktslægen undersøgte knogleresterne og oplyste, at de stammede fra et ganske lille barn. Efter dette fund, er der aldrig hørt barnegråd i kirken, uden at det har haft en naturlig forklaring. Klosteret var sæde for munke af augustinerordenen og det hændte, at disse viste en uheldig interesse for væsener af det modsatte køn. De lavede således en løngang under Limfjorden over til kapel, hvor der var nonner !!! - Der er under pløjning fundet murrester i jorden, som folk troede var noget af en stensat gang. En munk fra klosteret forførte en kone fra Vestervig, men hun fik skrupler og tilstod alt for sin mand. Han g reb en økse, styrtede op i kirken og fandt munken liggende på knæ i bøn foran alteret. Manden tog intet hensyn til stedets hellighed; han kløvede munkens pande- brask, og det blod, der udrandt farvede kirkens gulv rødt. Siden er det blodfarvede gulvstykke fjernet, men hvis en ulykke truer Vestervig by, bliver pletterne påny synlige. Der er også flere gange set spøgende munke på stedet, hvor klosteret har stået. En frue på Vestervig kloster skulle ud at rejse og da hun var kommet ud i kareten løb forvalteren til med et stykke papir, som han bad hende skrive under på. I skyndingen nåede hun ikke at læse det igennem, inden hun prentede sit navnetræk og det viste sig senere, at hun ved sin underskrift havde givet ham skøde på gården. Det var den berygtede bondeplager, senere kammerassesor Mollerup (d.1737) der på denne måde skaffede sig herremandsværdigheden. (I sandhedens interesse må det påpeges, at helt så enkelt gik det ikke til, men historien dækker ganske godt de metoder som Hr. Mollerup, hvorom lidet eller intet godt er at sige, betjente sig af.) |
|
